Tæller minutterne…

Hold nu op, hvor trækker den her sidste time ud på job! Er blevet lovet jeg bliver afløst senest kl. 10 – så det krydser jeg fingre for. På det her tidspunkt tæller hvert minut og tiden snegler sig af sted. Nu vil jeg altså bare gerne hjem… Natten er ellers gået over al forventning. Hurtigt og nemt. Det er først her ved “fyraften” jeg synes det begynder at blive hårdt. Holder dog humøret oppe ved at tænke på vi har aftalt at holde hyggeaften i aften og i morgen holder vi fri med begge ungerne. Jeg skal først arbejde i morgen aften – så vi skal nok få noget ud af dagen. Det bliver dejligt.

Laila i bedring…

Tør jo næsten ikke skrive det – men, jeg synes altså der er en markant bedring at se på Laila.
I dag rejste hun sig op, da hun hørte jeg kom ind til hende. Det er virkelig et stort skridt. Hendes pøller er også blevet bedre og hun tisser efter hver flaske. Hun er ikke så vild med at gå på vores trægulv – så hun er stadig det meste af tiden ude hos sin mor og bror. Desværre er hendes mor ikke så glad for hende mere. Hun vil stange hende nu. Laila lugter nok for meget af os mennesker. Vi prøver derfor at lade hende sove under varmelampen (lukket inde – så kun hendes bror kan komme ind til hende). Leif ligger sig ind til Laila under lampen. Vi håber på den måde, at Laila kommer til at lugte lidt mere af ged.

På genbrugsrov…


Fandt nogle fede ting i genbrugen i dag. To sutteflasker til Laila – 20 kr. Et par rulleskøjter til Chili i lyserøde – 25 kr. En paletkniv (som jeg har ledt efter rigtig længe) – 5 kr. En Object-cardigan til mig selv – 60 kr. Okker-Gokker trøje til Lotus – 25 kr. Exit bukser til Chili – 25 kr. Et par cowboybukser til Lotus – 19 kr. En vinkaraffel -10 kr. En DVD-film 15 kr.
Vores fine vinkaraffel…

Og så fik vi lige et billigt grin på vej ud af genbrugen i Brønderslev. Der stod en barnevogn i butikken, og der lå et fedt tørklæde samt hue ovenpå. Jeg havde kredset lidt omkring det – men af en eller anden grund tog jeg det ikke op. Nå, men på vej ud siger jeg så til John: “Neeej, det er altså fedt der også er en barnevogn til salg. Den er godt nok fin. Hvad mon den koster”. Jeg vripper lidt med vognen og opdager så til min store forskrækkelse, at der ligger et spædbarn i vognen! PINLIGT. John var ved at dø af grin over mig og vi løb nærmest ud af butikken. ha ha. Ej, hvor var det altså pinligt. PINLIGT, P I N L I G T!! smiley
Men ud over det – så havde vi en hyggelig tur – John og jeg. Vi fik også købt protein til grisene og ellers bare kigget i en masse genbrugsbutikker. John vidste lige hvad der kunne få mig i godt humør igen i dag. Skøn dag!

Fik en opringning fra jobbet i morges, at jeg skal være på job i 14 timer. Jeg må indrømme jeg blev noget vrissen over det og sagde også min mening til dem. Det er virkelig uholdbart at være på job så længe – især når vi snakker om nattevagter. Det er galt nok vi skal køre hjem efter 12 timer. Og man er mere død end levende på dette tidspunkt. Men fik bare at vide: “Du må køre med vinduet åbent på vej hjem”. Ja tak – det bliver jeg også nød til. Men, nu sidder jeg her og prøver at bevare det gode humør. 1 1/2 time fra eller til – det skal jo nok gå alligevel. Bare hårdt, når man har sat sig op til man har fri 8:30 normalt. Har på fornemmelse den tid bliver MEGET hård. SUK!

Ellers er jeg næsten færdig med den lille frakke til Finn. Mangler lige at hækle kant og snore der til. Den skulle jo gerne være klar inden mandag, hvor han skal være fin til dyrelægebesøg. Skal også lige have fat i et større halsbånd til den lille hurtig-voksende hund.
På det grafiske område har jeg fået lidt at rive i, hvilket er skønt. Jeg har fået opgaven at holde vores dagplejeres hjemmeside “oppe og køre” og pifte den lidt op. Det vil jeg glæde mig til at kaste mig over.