I dag har jeg en rigtig øv-dag. Tænker meget på at det bliver svært for mig at blive mor igen uden min mor ved min side. Måske er det “bare” hormonerne, der spiller mig et pus – men kan også mærke at jo tættere jeg kommer på fødslen, jo mere ondt gør det indeni mig, at jeg har mistet min mor i denne graviditet.
Jeg er overbevist om, at min mor “hjalp” mig med at blive gravid. Det
kan måske lyde lidt makabert, men:
“Når én sjæl forsvinder, så vil en ny opstå”. Nu venter vi så oven i købet med
en pige – jah, så er jeg overbevist.
Jeg er bare ked af, at min mor skulle være den sjæl, der skulle
forsvinde, for at vi kunne få den lille ny. Hun får aldrig lov til at møde
sit andet barnebarn, men jeg ved, at hun ville have været stolt af
hende.
Chili savner også sin mormor rigtig meget. Hun spørger til hende hver dag. Og hver eneste gang jeg virker en smule trist spørger hun om jeg er ked af det pga mormor. Det er næsten ikke til at bære. For ja, jeg tænker på min mor hver dag – selvom jeg måske ikke viser det (eller tror nogen ligger mærke til det) og så gør det bare så ondt at min egen datter bare kan mærke det med det samme. Vil jo ikke gøre hende trist også. Vi skal nok komme videre – og er allerede kommet langt. Har bare som sagt en øv-dag i dag…
Det skal være plads til at være trist. Sorgen forsvinder jo ikke fra den ene dag til den anden, og savnet vil altid være der, men savnet blir lettere at lave med hen ad vejen selv om det er svært. Knus
Tak søde Janni. Nogle dage koger det bare over. Men heldigvis har jeg en dejlig familie, der hurtigt får mit humør i top igen.
Kære søde Gitte – jeg sender nogle varme tanker til dig. Forstår godt du er trist. Og hvor er Chili da bare skøn. Forstår det må være hårdt for jer alle. Tiden læger alle sår siger man jo – men hvor svært kan det dog føles. Kæmpe kram fra mig