Eftersom regnen har silet ned de sidste mange dage og også i går på Sankt Hans – måtte vi sadle om og tænke i andre baner. Vi havde brug for en stille og rolig aften, som familie, sammen. Jeg overraskede derfor ungerne og John med at pakke bilen og køre dem ud til Ultvedsøerne i Tylstrup. Godt nok ligger Ultvedsøerne lige klods op ad motorvejen, men når man først sidder i bålhytten dernede og regnen siler ned uden for og man kigger ud over søen – ja, så glemmer man hurtigt dette. Vi havde en dejlig aften og pigerne var godt klædt på, så de pev ikke, men legede på livet løs.
Da vi havde grillet, brændt heksen af og spist os mætte i skumfiduser, gik vi en tur omkring søerne og prøvede deres fitnessbane og Tarzan sti.
På hjemvejen nåede vi lige at runde Ørum Stadion, hvor der skulle til at afholdes båltale og efterfølgende brænde heksen af. Båltalen blev i år holdt af Linette og Michael, klædt ud som svin Dejligt vi lige nåede det også. Det er jo vores “hjemby” og der var så mange kendte ansigter.