 |
 |
 |
Billeder af skaderne…. Av x 10!
Vi gjorde det! Vi kom ud og køre igen. Til trods for forskrækkelsen. Selen vi lånte af Arne og Birte kunne godt bruges og Henning blev varmet op med en frisk gåtur efter ham, uden vogn. Vi gik over til Svend Aage og Birthe og hjem igen for at hente vogn. Henning blev spændt for og stod bare pænt og ventede på vi var klar til afgang. John havde fat i ham med sit hjælpertorv og så kørte vi.
Inden jeg hoppede op i vognen gik jeg over til John og sagde: “Nu holder du altså godt ved denne gang – du må ikke slippe” og så græd jeg – nok mest af frygt. Det var en slem tur vi fik os den anden dag – det må jeg altså indrømme. Rystende satte jeg mig op i vognen med tårerne trillende ned af kinden. Af sted det gik.
Henning gik jo så fint og roligt og hurtigt begyndte jeg at slappe af og vi hyggesnakkede på turen. Blev ved med at sige til mig selv, at det jo ikke var Hennings skyld, det der skete. Han er jo god nok og rolig. Det var vores egen dumheds skyld. John skulle aldrig have flagret med hånden, når der passerer en bil bagfra samtidigt – Seletøjet skulle have været i orden og måtte ikke bare springe og John måtte ikke slippe hjælpertorvet, selvom han sad i vognen sammen med mig. Vi har snakket situationen igennem mange gange – om hvad der lige netop skete. I bund og grund var det seletøjets skyld og vores nærighed, der gjorde udfaldet. Havde vi dog bare købt et nyt fra starten af. Men, vi må sige at vi har været heldige med der ikke skete mere, end der gjorde. Vi har lært af det – og det er helt vores egen skyld, at det skete.
Nu kan vi glæde os over, at hverken hest eller os mennesker kom noget alvorligt til og vores hest er så fantastisk cool og bare går med vognen som han altid har gjort. Elsker den hest!!
Vi kørte over til Birthe og Svend Aage igen og denne gang stod de med rugbrød klar til Henning. Tror godt Henning vil på den tur igen, når der venter så meget godt derovre. Der blev nusset og snakket og så kørte vi hjemover igen. Jeg mærkede en lille sejr, da vi passerede vores ulykkessted. Og da vi kørte forbi Grete kunne jeg mærke at alt var som det skulle være. Følte mig tryg i vognen igen.
Er glad for vi kom ud og køre igen. Tror ikke vi var kommet af sted, hvis der var gået meget længere tid.. Det må jeg nok indrømme…
Lige da vi havde fået sat kaffe over, kom dyrelægen. Han kom for at chippe Henning og lave pas på begge heste. Det tog ikke lang tid og så var han på farten igen.
John og jeg kørte ned i banken med Johns handelspenge og fik overført penge til vores nye seletøj. Det skulle gerne komme indenfor 7 dage. Og vi fik sendt papirerne af sted til Skejby angående hestepas. Så er der tjek på det! Lørdag kommer hovsmeden og ordner Jens og Henning. Det er virkelig en måned i hestenes tegn, må man da sige!
Vi hentede begge unger og købte en Hindbærroulade med hjem til kaffen og nød bare vores lille familie. Frikadeller blev lavet og det er altså bare noget af det bedste – efter (næsten) egen slagtet gris. Uhmm…
Nu sidder jeg så her… og har 10 stive timer til fyraften. Suk. Jeg har det ikke så godt her til aften. Bliver nok nød til at tage til lægen i morgen. Havde et besvimmelsesanfald igen her til aften. Ikke så godt. Og jeg kan mærke jeg er vildt svimmel lige nu. Aner simpelthen ikke hvad der er galt…. Håber jeg klarer mig igennem natten. Det skal jeg bare… Der er bare laaaang tid til fyraften nu…