Fredag aften mødtes jeg med Michala og hendes familie og vi fik hygget med god mad og lidt rødvin. Markedet var vi kun lige nede og snuse til fredag aften og gik tidligt i seng. Næste morgen spiste vi morgenmad og tog så ned til Kræmmermarkedet og børneloppemarkedet. Jeg synes jeg gjorde nogle rigtig gode køb. Fik købt en build a bear bamse til Lotus, et par trehjulede rulleskøjter til Chili og fandt et par keramik-gummistøvler til Mettes mor, Marianne. Hvis I render på flere af denne slags, vil hun blive lykkelig hvis hun måtte få dem. Så bare skriv til mig!
Da jeg kom hjem tog John, ungerne og jeg af sted op til Poulstrup. Vi ville op og seAG og FP køre traktor til Pløjedag. De var rigtig dygtige og vi nød at se dem køre deroppe. Vi fik også lidt kaffe og noget kage – altid så hyggeligt. Vejret var ok, selvom det blæste lidt.
Og så kan man da heller ikke tage af sted fra manden i et døgn, uden han har ødelagt hele ens have! Han har lånt en minigraver her i weekenden og er gået fuldstændig amok. Trampolinen er blevet gravet ned og der er kommet jord i mit bed i haven. Og så er han ved at undergrave vores gamle gyllebeholder, så vi kan få den jævnet med jorden. Det skal nok blive godt – når det hele lige får lov til at vokse til med græs igen. Lige nu ligner det godt nok noget, der er løgn.