Først bukkede Gustav under den anden nat og her til morgen lå Ole og var død i buret. Det er mere end jeg kan bære. Jeg skrev på facebook at nu var Ole også død nu og hvad vi dog havde gjort galt. Og her mente jeg ikke om vi magtede opgaven at passe dyrene – men hvorfor vi mister dyr her på gården i flæng?! Hvad har vi gjort siden vi bliver straffet sådan? Jeg kan ikke se hvad vi har gjort galt. De var i så fin foderstand. De blev nusset for hver dag. De fik alt det de kunne spise. De stod ikke gemt væk som så mange andre, der har de små kæledyr – nej de var en del af familien. Jeg har haft rigtig mange marsvin som barn og ved udmærket godt hvordan man passer sådan nogle små dyr. En sød bekendt (som har marsvinopdræt) forklarede mig også at der nemt kan gå sygdom i dem og det går så hurtigt. Unge som gamle. Men derfor er det alligevel uretfærdigt. Nu er de død og borte – og jeg er virkelig ked af det. Ungerne er kede af det. Jeg har ikke mod på at få flere marsvin – eller dyr lige pt. Det gør for ondt, når man mister dem. I mit næste liv vil jeg ikke være dyremenneske. Jeg vil ikke have dyr! Og når dem jeg har nu tager herfra – vil jeg ikke have flere.
Nu må vi håbe at Dennis K klarer den. Buret er rengjort og sprittet af. Og så ber´vi til han ikke er blevet smittet.