Selvom vi ikke havde en hel uges ferie, blev det alligevel til nogle dejlige og aktive efterårsferiedage med familie og venner. Pigerne blev (ikke helt planlagt) hos AG og FP helt til torsdag formiddag. Det var ellers meningen, de skulle have været hentet onsdag morgen, men den plan fik ungerne og bedsterne hurtigt lavet om. Det var også nemmere, da AG og FP alligevel skulle passe pigerne mens vi skulle i MD-scanningen allerede om torsdagen igen om morgenen. Efter MD-scanningen hentede vi pigerne og hyggede med rundstykker og kage og fejrede den gode nyhed om vi venter en lille dreng.
Allerede tirsdag skød John og jeg ferien i gang med en aften i Aalborg, hvor vi spiste Kinamad hos China Buffet’n Box og tog ud og købte julegaver til Lotus i ToysRus og ellers bare osede rundt og hyggede os.
Onsdag fik jo pludselig for os selv og vi brugte dagen på at kigge barnevogne. Vi var rundt hos mange børnebutikker, og har da også faldet for lige den barnevogn vi vil have. Vi går ikke All-in denne gang som sidst, hvor vi købte den dyreste Emmeljunga, men vi er faldet for en Basson Nordic Lux barnevogn, som vi vil ud og kigge mere på i weekenden og højest sandsynligt bestille allerede der. Der er jo lang leveringstid på.
Torsdag var vi som skrevet oppe og kigge ind i maven og se om alt var som det skulle være til Misdannelsesscanningen og det var det. Efter scanningen tog vi i genbrugen i Hjørring, hvor jeg fandt lidt drengetøj til “Ib”. Helt underligt at købe drengetøj, når man er vant til pigetøj.
Turen gik herefter op til Farmor og Farfar, som også skulle have den glade nyhed. Vi blev til eftermiddagskaffen og kunne så køre direkte på Wilmas i Vangen for at spise aftensmad med AG og FP, samt hele AGs familie. Vi skulle fejre at AG er konstateret helt kræftfri. Det er vi virkelige glade og taknemmelige for. Vi havde en dejlig aften på Wilmas og de laver altså noget lækkert mad.
Fredag var vi inviteret i sommerhus hos vores gode venner til frokost og aftensmad. Vi fik gået tur til stranden som vi plejer og ellers nydt godt af hyggen og brændeovnen dernede. Altid så dejligt at være i sommerhus med dem.
Lørdag stod den på hygge med vores to gode vennepar: Birgitte & Peter og Hans & Pernille. Vi tog op og spiste på Sason i Hjørring og derefter et smut i Biografen, hvor vi så Klassefesten 3. Genial film og humor på højt plan. Vi morede os i hvert fald.
Søndag skulle jeg have været på Overbygning i Lydighed, men måtte melde afbud. Havde det ikke så godt og var sengeliggende hele søndagen. Træls måde at slutte en god ferie af på, men heldigvis var jeg frisk igen til mandag morgen til job!