Dygtig pige…

Lotus er jo hjemme disse dage pga. overfyldte dagplejere og vi hygger så godt som vi nu kan. Lotus ville pludselig på potten og hun fik bleen af. Jeg begyndte at gøre lidt rent på badeværelset, når vi nu skulle være derude lidt tid. Hun rejste sig begejstret og pegede ned i potten! Sørme om der ikke var både tis og puha! Så dygtig en pige. Vi ringede straks til far og fortalte den store nyhed. Ja, underlige ting man kan være stolte af, når man er forældre, hva? Der blev også lige ringet til Morfar og Annegrete, som også synes lille Lotus var dygtig.

Dag i familiens tegn…

FP og AG ringede i morges og inviterede på rundstykker og kaffe, inden jeg skulle over til min søster. Det var rigtig hyggeligt og jeg fik endelig set Annegretes nissesamling. Så mange, og så flotte nisser skal man lede længe efter! Tror ungerne bliver ellevilde, når de skal passes deroppe på lørdag og får lov til at hjælpe med at sætte dem på plads.

Jeg fik hjulpet AP med at skrive hendes julekort og vi fik en bette sludder for en sladder også. Det var en god dag. Jeg rundede lige Brønderslev efter et par julegaver. Nu mangler vi kun 3. Det er ikke så ringe endda. Jeg fik også købt protein til grisene.
Og så blev jeg ringet op at jeg skal komme til spisning og efterfølgende jobsamtale i Odder i morgen aften kl. 18.00! Det bliver spændende… I får mere at vide i morgen… smiley

Weekend med (h)jul på…

Fredag gik med hygge derhjemme med familien, film og julekonfekt. Lørdag skulle vi mødes med Morfar og hans søde kæreste i Ikea, hvor vi fik morgenkaffe derude samme med dem. Så hyggeligt. Vi fik købt en juniorseng til Lotus fra Morfar. SUPER gave og vi har allerede sat den op. Hun sov i den i nat – og hun SOV IGENNEM! Håber det bliver ved sådan. Har været oppe 7-10 gange hver nat de sidste 3-4 mdr. Det er altså for hårdt. Hun sad fast i tremmesengen, eller bankede hovedet i siderne og gad bare ikke være i den. To blomster-lamper blev det også til. De er bare fine til værelset og tøserne elsker dem!

Ellers var vi i storcentret i Aalborg og fik købt en god portion gaver til familien. Mangler stadig halvdelen, men det er da en start. Vi spiste kinamad i Shoppen og svigermor ringede om vi ikke ville komme til gløgg og æbleskiver senere den eftermiddag. Jo, det ville vi da gerne og tjuhej afsted mod Frederikshavn. Det var hyggeligt og Johns søskende var der også – skønt lige at snakke med dem igen.

Søndag gik med hestetræning. Morfar og kæresten skulle passe ungerne. Chili og Lotus er meget glade for Morfars kæreste – det kunne vi mærke. Chili var slet ikke så genert som hun ellers godt kan være. Et godt tegn!

Det gik ellers godt med træningen i går med Henning. Man kunne ikke mærke på ham, at han ikke havde været afsted i 14 dage. Jo, har da trænet derhjemme – men ikke med traileren og været ude fremmede steder og træne. Vi har nu juleferie til 8. januar – så er vi på den igen! Godt vi har Morfar og kæreste til at se efter dem de søndage. Vores træner har meldt os på “opvisningen” den 14. april, hvor vi skal vise vores køreheste frem. Det bliver spændende! Og giver da lidt nerver på! Men, der er jo lang tid til, heldigvis!

I dag skal der handles madplan og ryddes lidt op i ungernes tøj – så det kan komme plads på deres nye fælles-værelse. Senere skal jeg over og yde support til naboerne med deres computer og skal også lege flyttemand og tage en gammel sofa med mig derover fra og se om jeg ikke kan få den smidt på losseren. Jo jo… Håber I får en dejlig dag…

Julekonfekt i stride strømme…

Sikke meget juleslik og godter vi fik lavet i går; Honningkager, brunkagedej, julekonfekt, havregrynskugler og kanelsnegle her i dag… Vi hyggede os alle fire i går med at lave julegodter. Vi lavede gløgg og varmt kakao mens vi skrålede med til julemusikken.

Mens jeg snakkede med Morfar & Co. i telefonen havde Lotus indtaget en hel pakke margarine! Måske hun har en smule luft i maven i dag?! Men de hyggede og Chili var rigtig flink til at hjælpe med at rulle marcipan-kugler. John dyppede dem i chokolade og pyntede dem efter alle kunstens regler. Jeg gik amok med mine honninghjerter, som blev til honningkager, da jeg ikke havde nogle hjerteforme. Det har jeg fået indkøbt i dag til mine brunekager. Brunkagedejen er lavet – men skal lige stå et døgns tid. Der blev lavet havregrynskulger til den helt store guldmedalje. Og jeg tør godt sige, at det er de bedste jeg har fået – i år smiley Nej de er faktisk tossegode. John har dog ytret sig om at han helst vil have nogle uden kaffe i, så det må jeg lige få fixet senere i dag. Svend Åge og Birthe har inviteret på kaffe her i dag – så jeg har lige pakket en lille doggy-bag til dem med lidt julegodter. Håber de falder i god jord. Ellers står den bare på julehygge, julemusik, nissehuer og juleslik i weekenden. I morgen skal vi ud og købe julegaver til familien og har aftalt at spise frokost i Ikea, da vi skal ud efter en stor gave til Lotus derude fra Morfar og så deler vi os derefter. John skal nemlig ud efter min julegave?!?! Uhhh, hvad mon det er?!?!

Og så lige en julesang til den gode stemning….