









Turen gik i dag til gode gamle Frederikshavn – en tur fyldt med hygge, gode grin, genbrugsfund og selvfølgelig vores helt egen lille Tour de Grillbar.
Vi mødte et par gode venner deroppe, og undervejs stødte vi også på et par kollegaer. Det blev hurtigt til en dag fyldt med hyggelige snakke.
Vi startede med en tur op til Pikkerbakken, hvor vi kunne stå og kigge ud over Frederikshavn og havet. Udsigten deroppe er bare noget helt særligt.
Derefter gik turen videre til Dyrehaven, hvor vi fik lidt af en oplevelse. Pludselig stod vi ansigt til ansigt med nogle store, flotte krondyr. De kom roligt gående ud lige foran os – kun omkring 10 meter væk. Det er svært ikke at blive lidt imponeret, når man står så tæt på så store og majestætiske dyr. Virkelig en smuk naturoplevelse.
Selvfølgelig skulle der også være tid til lidt genbrugsjagt. Vi fandt flere gode sager undervejs – den slags fund der gør det ekstra sjovt at gå og snuse rundt i hylderne.
Og så kom vi til en af turens vigtigste missioner: Tour de Grillbar.
Første stop var Steff’s Place, Frederikshavner grillen, hvor vi fik stillet den første sult med klassisk grillbarmad. En hotter med det hele og den helt rigtige grillbarstemning. 5 remolade-klatter fik denne lille hotdog og stedet.
Senere gik turen videre til grillbaren i Sæby (Sæby Grill & Madhus), hvor vi naturligvis fortsatte vores Tour de Grillbar med en fransk hotdog. Vi giver stedet 6 remolade-klatter. God hotdog, hyggelig lille sted. Der er bare noget særligt ved de danske grillbarer – lidt nostalgi, masser af smag og en god undskyldning for at tage endnu et stop på turen.
Alt i alt blev det en skøn dag med lidt af det hele: natur, udsigt, gode mennesker, genbrugsskatte og grillmad.
Frederikshavn skuffede bestemt ikke – og vi kommer helt sikkert igen.