I går aftes fejrede vi noget, der faktisk betyder mere for mig, end jeg lige går og siger til hverdag. Det er nemlig 2 år siden, vi blev velsignet i kirken – og holdt den allerbedste fest med vores venner og familie.
Det var sådan en dag, hvor alt bare gik op i en højere enhed. Kirken, stemningen, talerne, grinene, krammene. Og festen bagefter… den sidder stadig i kroppen. Der var varme, nærvær og den der følelse af, at “det her – det er vores mennesker”. Det er ikke sikkert, man kan planlægge sig til den slags. Men vi ramte den.
I går gjorde vi det lidt mere nede på jorden. Ingen stor fest. Ingen bordplan. Ingen hæle der gør ondt.
John lavede skøn tapas. Åbnede en god rødvin. Vi satte os godt til rette og så vores yndlings program, I hus til halsen. Det bliver ikke meget mere os.
Der var bare lige den lille detalje, at jeg havde brugt dagen på malerarbejde. Og jeg mener… sådan rigtig malerarbejde. Så da maden var spist, og rødvinen havde gjort sit, gik jeg nærmest kold på sofaen. Ikke sådan elegant og romantisk. Mere sådan… færdig. Slukket. Godnat.
Ikke just det billede man forestiller sig, når man tænker “årsdagsaften”.
Men ved du hvad? Det var faktisk helt perfekt.
For det er jo også det, det handler om. Hverdagen. At kunne sidde sammen, dele en tallerken tapas, småsnakke, kommentere på fjernsynet – og falde i søvn ved siden af hinanden uden det skal være iscenesat.
To år siden vi stod i kirken og blev velsignet. To år siden festen. Og i går fejrede vi det på den mest ærlige måde, vi kunne.
Med maling i håret. Rødvin i glasset. Tapas på bordet. Og en lur på sofaen.
Ikke så romantisk.
Men helt rigtigt. ❤️
