Camping i Ålbæk 2026

Nogle ferier har bare det hele – og sådan en uge har vi lige haft.

Mandag landede vi på Ålbæk Camping, hvor vi heldigvis havde forbooket vores plads. Det viste sig at være en virkelig skøn plads, omkrandset af træer, så vi havde fred og ro omkring os. Godt nok var der lidt langt til både vandposterne og fælleshuset/toiletterne, men det betød bare, at vi fik samlet en del kilometer i benene i løbet af ugen.

Vi var afsted hele flokken – ungerne, den ene svigersøn, Lotus’ veninde og hundene. Der var liv og glade dage, præcis som vi elsker det.

Vejret kunne vi bestemt ikke klage over. En hel uge med solskin, lange morgener, sene aftener og den helt særlige feriestemning, hvor man glemmer tiden. Dagene gik med familiespil, god mad, kolde drinks og masser af grin.

Mindstemanden fandt hurtigt både nye og gamle venner på pladsen. Børnene finder sammen på ingen tid, og pludselig er de væk det meste af dagen.

Vi var også med til fællesspisning sammen med nogle af de andre gæster på campingpladsen. Det var virkelig hyggeligt at møde nye mennesker og få en snak over maden. Fedt initiativ.

Der blev både badet i havet og i campingpladsens dejlige badesø – en skøn måde at blive kølet af på i sommervarmen. Vi gik ture ind til Ålbæk, spiste alt for mange is, nød kolde øl og sodavand og fik selvfølgelig også kigget i et par genbrugsbutikker. Jeg fik endda læst lidt i min bog og slappet helt af – noget jeg ellers ikke altid er så god til.

Hundene fortjener også et lille skulderklap. De var meget mere rolige end sidste år, og vi hørte næsten ikke noget til dem. Jeg tror faktisk, at vores placering havde en stor del af æren. Vi lå lidt for os selv, og det gav både dem og os mere ro.

Som altid gik ugen alt, alt for hurtigt. Pludselig var det lørdag, og turen gik hjem igen, hvor campingvognen blev tømt, og alt blev pakket ud. Søndagen stod heldigvis bare på ren afslapning.

Vi sluttede weekenden af med en tur til Det Blå Ishus i Tversted. Vi havde glædet os til en lækker is, men desværre blev det en kæmpe skuffelse. Det er faktisk den dårligste is, vi nogensinde har fået. Softicen smagte af muggen fløde – den var simpelthen uspiselig. Vi endte med at smide isene ud. Egentlig burde vi have sagt noget, men vi var allerede kommet et godt stykke væk, og der var en kilometerlang kø, som vi i forvejen havde ventet alt for længe i.
Så ja, vi var ærlig talt ret skuffede.

Men heldigvis ændrer én dårlig is ikke på en fantastisk ferie. Vi tager hjem med masser af gode minder, grin, afslapning, sol på næsen og endnu en skøn campingoplevelse sammen med dem, vi holder allermest af.

Nu må vi bare begynde at glæde os til næste tur. ❤️

Dejligt besøg og grill i solen

I går aftes var det dejligt at få besøg af den store pige og svigersønnen. De havde lånt den store bil til en tur til Varde i weekenden, så de kom lige forbi med den igen. Samtidig benyttede vi lejligheden til at spise aftensmad sammen.

Vejret viste sig fra sin gode side, så vi valgte at tænde op i grillen og nyde aftensmaden ude i solen. Det gælder om at få glæde af de tørre og solrige stunder, når de byder sig. Den sidste tid har været præget af masser af regn, så det var ekstra skønt at kunne sidde ude og mærke varmen.

Ilderne kom også ud og fik lidt frisk luft. De var ude på skift i løbegården, da vi stadig skal passe på, indtil hunnen bliver steriliseret. Derfor er planen, at vi skal have lavet løbegården todelt, så de fortsat kan komme ud og nyde udelivet uden problemer.

Alt i alt blev det en rigtig hyggelig aften med godt selskab, lækker grillmad, solskin og glade ildere.

En genganger

Jens og jeg ❤️

Sørme om det ikke også blev til en tur på ryggen af hesten i går. Da jeg kom hjem fra job hoppede jeg direkte i ridetøjet og sadlede Jens op og af sted det gik. Det gik meget bedre i dag og vi var begge i højt humør og ikke mindst godt humør. Tænker Jens nogen gange lider lidt af PMS? ha ha. Hold nu op han var hidsig i går på turen fordi han ikke fik sin aftensmad til tiden. Skøre hest!
Køkkenhaven tager også form – elsker det! Og vejret indbyder jo til det! Man kan jo slet ikke lade være med at være ude. Det er ren balsam for sjælen. ❤️

Halvtvungen gåtur og årets første grillaften

Trods sløjhed, så skulle vi altså ud og gå. Vi hoppede i traveskoene og puttede mindstemanden på hans scooter og så traskede vi til Ørum og gik en tur i det skønne solskinsvejr. Og vi alle var også glade for vi kom ud i det gode vejr.

Og når nu det var så godt et vejr, så fandt vi grillen frem og lavede mad derpå. Spiste dog inde.

Er spændt på om vi er klar til i morgen. Hænger godt nok lidt i bremsen endnu herhjemme. Coronatestene var negative, så det er bare ganske almindelig influenza og omgangssyge.