Tag: konkurs

Der er en særlig stilhed over hverdage, når man ikke har et sted, man skal være. Ingen møder. Ingen mails, der tikker ind. Ingen kolleger, der spørger, om man lige har to minutter. Bare mig selv. Stilhed. Og tanker. Mange tanker. At være arbejdsløs – eller “mellem jobs”, som det så pænt hedder – er en mental proces. En følelsesmæssig rutsjebane, jeg ikke helt havde set komme. For hvad sker der egentlig, når man pludselig ikke har en titel? Hvem er man så?

Jeg kan mærke en tomhed. En underlig følelse af ikke helt at være noget værd. Det lyder dramatisk, men det er ærligt. For selvom jeg godt ved, at min værdi ikke sidder i mit job, så føles det alligevel sådan lige nu. Er mit job min identitet?
Jeg ved det ikke. Måske mere, end jeg har haft lyst til at indrømme.

Jeg søger job hver dag. Skriver ansøgninger. Tilpasser CV. Prøver at holde energien oppe.
Og så kommer afslagene. “Vi har valgt en anden kandidat.” – “Feltet var stærkt.” – “Vi vender tilbage.” Det slider. Lidt mere for hver gang.

Jeg er ikke god til at være hjemme. Mit hoved larmer for meget. Tankerne kører i ring: Burde jeg gøre mere? Er jeg god nok? Hvad mangler jeg? Hvad gør de andre rigtigt? Og så er der følelsen af skam. Den er svær at tale om.
Jeg kan tage mig selv i at have svært ved bare at gå en tur midt på dagen. Som om nogen kigger og tænker: “Nå, hun har nok ikke noget arbejde.” Det er jo absurd. Jeg ved det godt. Men følelsen er der alligevel.
Måske er det her bare den proces, man skal igennem, når man bliver fyret og fritstillet. En slags identitetsoprydning. En pause, man ikke selv bad om, men som alligevel tvinger én til at mærke efter. Hvem er jeg, når jeg ikke præsterer? Hvad vil jeg egentlig? Hvad skal næste kapitel være?

Lige nu kæmper jeg videre. Også på de dage, hvor det føles tungt. Jobbet må være derude. Det rigtige job. Et sted, hvor jeg kan bruge det, jeg kan – og være glad imens. Indtil da øver jeg mig i at være i det. Og huske, at jeg stadig er mig – også uden en titel.

I dag gjorde jeg noget andet. Jeg tog bilen og kørte en tur. Uden noget egentligt mål. Fik handlet lidt ind og endte i et par genbrugsbutikker. Rodede rundt mellem porcelæn, gamle rammer og lidt for meget nips. Og jeg fandt faktisk lidt småting til huset. Sådan noget, der bare gør én lidt glad. Og så fandt jeg et glattejern. Mit gamle er færdigt. Dødt. Kaput. Det her stod der til 40 kr. Et glattejern, der koster 699 kr. i Matas. Det er alligevel en sejr. Måske er det dér, jeg skal øve mig. I at finde de små sejre. De små glæder. De små “Gitte er glad”-øjeblikke midt i alt det usikre. For ærligt? Jeg var jo heller ikke glad der, hvor jeg var. Det er ingen hemmelighed. Så måske er det her ikke kun et nederlag. Måske er det en overgang. En nødvendig én af slagsen.

Jeg kæmper videre. Søger videre. Tvivler lidt. Håber meget. Og i morgen glatter jeg skisme håret med et genbrugsfund til 40 kr. Det er også en slags fremdrift, synes du ikke?

Der er øjeblikke i livet, hvor man mister fodfæstet. Hvor det, man troede var sikkert, forsvinder fra den ene dag til den anden. Fritstillingen i fredags. Chokket over, at firmaet gik konkurs få dage tidligere.

Når sådan noget sker, kan man føle sig tom, overvældet og desorienteret. Og det er helt okay. Chok tager tid at lande i kroppen.

Måske er det netop derfor, mandagen er stået i selvforkælelsens tegn. Små bevidste valg for at passe på sig selv. En ny hårfarve og nye negle. Vind i ansigtet. En tur i vandet tidligt om morgenen, som jeg plejer. En god, lang gåtur. Det gør noget helt særligt at komme lidt ud, få kroppen med og give tankerne lov til at falde på plads – bare en smule.

Det løser ikke alt. Men det minder mig om, at jeg stadig er her. Stadig er mig.

At finde tilbage til sig selv handler ikke om at have svarene med det samme. Det handler om at turde sætte tempoet ned og mærke efter: Hvad har jeg brug for lige nu? Nogle dage er svaret ro. Andre dage er det bevægelse, sollys eller gode samtaler.

Og midt i alt det usikre er der også noget at glæde sig til. I morgen skal jeg på kaffedate i Aalborg med en kollega. Bare hygge, nærvær og en god snak. Små lyspunkter, der minder én om, at livet fortsætter – også når planer ændrer sig brat.

Det er skræmmende at stå uden fast grund under fødderne. Men det kan også blive et vendepunkt. En mulighed for at genopdage sig selv, sine værdier og det, der virkelig betyder noget, når støjen lægger sig.

Jeg er ikke mit job.

Jeg er erfaring, styrke og evnen til at tage én dag ad gangen.
Og lige nu er det mere end nok 🌱

I går aftes var jeg ude at spise med mine kollegaer på CAFE KOX her i Brønderslev. En stille og hyggelig aften, hvor vi fik god mad og – måske endnu vigtigere – lidt ro sammen. Jeg fik deres lækre Fisketapas. Den er virkelig god og lækker og et glas hvidvin til. Helt perfekt.

Snakken faldt naturligt på hele situationen med konkursen. Det fylder jo. Man kunne mærke, at mange stadig er lidt i chok, og det er egentlig ret forståeligt. Det er ikke hver dag, ens arbejdsliv pludselig bliver vendt på hovedet fra den ene dag til den anden.

Men der var også grin, genkendende nik og den der særlige lettelse, der opstår, når man opdager, at man ikke står alene med sine tanker. Det var rart bare at få vendt det hele – uden dagsorden, uden løsninger, bare dele det der er.

Jeg gik derfra med en varm fornemmelse i maven. Nogle gange er det præcis det, man har brug for 🤍

Da jeg kom hjem, ventede der mig et opkald fra en gammel chef. Ikke for noget praktisk – bare for lige at sige, at jeg endelig skulle give lyd, hvis jeg fik brug for det. De stod klar med en virkelig god anbefaling, som jeg kunne tage med videre til nye arbejdspladser.

Hold nu op, hvor blev jeg rørt.

Det mindede mig om, hvor meget et stærkt netværk betyder. Og hvor stor en forskel det gør, når mennesker faktisk har været der for én – rigtigt været der. Det er de relationer, man savner, når tingene bliver svære. Dem, der ser én som mere end bare en medarbejder.

Jeg er dybt taknemmelig. Midt i al usikkerheden er det en kæmpe gave at blive mindet om, at man ikke står alene 🤍

At blive hjemsendt fra arbejde er aldrig sjovt. Og når man samtidig bliver suspenderet, mens virksomheden langsomt lukker ned og holder ophørsudsalg, kan det føles som om verden lige er blevet lidt tungere. At se ens arbejdsplads blive tømt bid for bid – hylde for hylde, garnnøgle for garnnøgle – er både sørgeligt og surrealistisk.

Alligevel har jeg besluttet mig for ikke at lade situationen styre min hverdag. Jeg står stadig tidligt op, hopper i svømmetøjet og tager en tur i bassinet. Der er noget meditativt over vandets rolige bevægelse, som hjælper med at sortere tankerne og give energi til dagen.

Efter svømmeturen sætter jeg mig ned med kaffe og laptop og sender ansøgninger ud til nye muligheder. Selvom det kan være overvældende, er det også spændende. Hver ansøgning føles som et lille skridt videre – et skridt mod nye udfordringer, nye kollegaer og nye projekter.

At være hjemsendt og suspenderet har lært mig én ting: Selv når tingene omkring én føles uden for kontrol, kan man stadig tage styringen over sin egen dag. Man kan vælge at bevæge kroppen, holde fast i rutiner og arbejde videre på sine mål – selv midt i det uventede.

Og hvem ved? Måske er dette netop begyndelsen på et nyt kapitel, der bliver endnu bedre end det forrige.

Der er dage, hvor tæppet bliver trukket væk under én. Dage hvor ens job pludselig er konkursbegæret, og man bliver sendt hjem på uvis grund med hovedet fuldt af spørgsmål og hjertet tungt af bekymring. Det er en mærkelig tomhed, der opstår, når noget, der har fyldt så meget, pludselig bare… stopper. Og netop dér finder man ud af, hvad – og hvem – der virkelig betyder noget.

Min mand gjorde i hvert fald. Han kom hjem med favnen fuld af røde roser. Ikke fordi han kunne løse situationen, ikke fordi han havde svarene – men fordi han bare var der. Og nogle gange er det præcis dét, man har brug for. En forståelse.

Senere på aftenen ringede det på døren. Der stod et kært og nært vennepar med en flaske god vin, et par shakers og en æske chokolade. Pakket ind i noget langt større. Omsorg. Nærvær. Og de dér kram, der bliver hængende lidt længere og siger mere end ord nogensinde kan. Det varmede mere end noget andet.

Jeg er så uendeligt taknemmelig. For gode venner. For kærlighed. For en mand, der står fast, når jorden ryster. Livet går ikke altid som planlagt – men heldigvis går man ikke gennem det alene 💛