I går var bare sådan en dag, man helst ville have sprunget over.
En virkelig dårlig dag på jobbet ovenpå den trælse nyhed, vi fik i fredags. Som om tankerne allerede havde rigeligt at tumle med, og så behøvede arbejdsdagen bestemt ikke gøre det hele lettere. Men sådan blev det altså. En af de dage, hvor alting føles lidt mere træls, og hvor man bare længes efter at komme hjem og lukke døren bag sig.
Søndag var også en svær dag. Det var årsdagen for min mors begravelse, og sådan nogle mærkedage kan altså godt sætte ekstra gang i tankerne. Selvom årene går, er der nogle datoer, der stadig kan mærkes.
Så ja… øv med øv på.
Manden min vidste godt, at jeg havde haft en rigtig dum dag, og da han kom hjem, havde han verdens største buket blomster med til mig. Sådan noget kan altså noget. Det løser ikke det, der fylder, og det ændrer ikke på, at dagen har været noget møg. Men det minder én om, at man ikke står alene med det hele. Og nogle gange er en kæmpe buket blomster, et kram og følelsen af at være elsket lige præcis det, man har brug for.
Heldigvis er en ny dag begyndt. I dag har min far fødselsdag, og ham sender jeg en ekstra kærlig tanke. Jeg håber, han får en rigtig dejlig dag, og måske kan lidt fødselsdagsglæde også smitte af på resten af dagen.
Jeg krydser fingre for, at tirsdag bliver en hel del bedre end mandag.
Nogle gange skal der åbenbart bare en ny dag til.
