Her til aften stod den på gensyn med mit gamle team fra mit tidligere arbejde – og hvor var det bare hyggeligt.
Vi mødtes over stjerneskud fra Golfcaféen og et par glas kold rosé, og allerede fra første minut føltes det, som om vi aldrig havde været væk fra hinanden. Snakken gik, grinene kom på stribe, og de gamle historier blev fundet frem igen. Nogle af dem bliver åbenbart aldrig for gamle.
Det slog mig flere gange her i løbet af aftenen, hvor meget jeg egentlig har savnet de tøser. Der er bare noget særligt ved mennesker, man har delt så mange hverdage, oplevelser og grin med.
Sjovt nok måtte jeg faktisk takke nej til en sushi-date med et hold andre gamle kollegaer samme aften. Det var lidt ærgerligt, men man kan jo ikke være alle steder på én gang.
Aftenen var fyldt med gode snakke, masser af latter og den der rare følelse af at være sammen med mennesker, som kender én rigtig godt. Eller ja… næsten for godt. For det er da egentlig lidt sjovt at opdage, at folk tilsyneladende følger så godt med på bloggen, at de kan fortælle om vores liv, selvom vi ikke har set hinanden i et par år. Nogle læser tydeligvis med. Nærmest så meget, at de ved mere om os end vi selv gør. 😄 (Sagt med et glimt i øjet, selvfølgelig.)
Jeg gik hjem med et stort smil på læben og et endnu større savn efter at gøre det igen snart. At se dem igen.
Nogle relationer ændrer sig aldrig, selvom arbejdspladsen gør.
Og hold op, hvor har jeg savnet de tøser. ❤️
