


I går var der jo solformørkelse, og selvom alle de særlige solformørkelses briller selvfølgelig var udsolgt, skulle det ikke forhindre os i at tage en lille tur ud i det blå.
Vi pakkede ikke det store – planen var egentlig bare at køre en tur, hente sushi nede i byen og så finde et sted, hvor vi kunne nyde aftenen og måske være heldige at få et glimt af solformørkelsen. Og så skete der det, som man nogle gange oplever, når man bare tager afsted uden de store planer.
Mens vi stod og skulle vælge vores sushi, mærkede vi pludselig et prik på skulderen. Det var et af vores gode venner! Vores vennepar var sørme også nede for at hente mad samme sted, og de havde allerede lagt planer om at køre til Grønhøj, hvor de ville slå sig ned med tæpper, bord og stole.
“Kommer I ikke med?” Jo tak!
Så vi fik hurtigt købt sushi, lidt hvidvin og selvfølgelig lidt snolder – for en spontan aftentur bliver altså bare bedre med snolder – og så satte vi kursen mod Grønhøj.
Da vi kom frem, havde de gjort det rigtig hyggeligt, og til vores store held havde de også været så heldige at få skaffet de helt særlige solformørkelses briller.
Så pludselig stod vi der. Med tæpper, sushi, hvidvin, snolder og gode venner – og kunne faktisk se solformørkelsen helt tydeligt. 🌑 Det var virkelig en stor oplevelse.

Det er egentlig lidt sjovt, hvordan de bedste oplevelser nogle gange opstår helt spontant. Vi havde ingen store planer, ingen reserveret plads og ingen solformørkelses briller… men endte alligevel med en virkelig hyggelig aften i godt selskab og med et ret fantastisk naturfænomen lige over hovedet. Sådan en aften gemmer man lidt på. ❤️Jeg synes altså også, det er lidt sjovt, hvordan ting nogle gange bare falder på plads helt af sig selv. At min veninde lige havde ringet aftenen før, og at vi så helt tilfældigt møder dem dagen efter, netop som vi står og henter sushi – og ender med at tilbringe aftenen sammen på stranden.

Hvilket sammentræf! ❤️ Nogle gange skal man bare køre ud i det blå – og se, hvad der sker.


