Lørdag mødtes vi med den pukkelryggede familie på min side på Vrå Bryghus for at skåle julen ind. Vi tog toget frem og tilbage og gjorde hele dagen til en lille tur ud af det – præcis den slags, hvor man allerede fra perronen mærker, at tempoet er sat ned.
Johns søn og mine unger var samlet sammen med deres kærester, og rundt om bordet sad også min far, Annegrete og min søster. Der blev grinet, snakket og skålet, mens bryghuset summede roligt omkring os, og julen stille og roligt kom snigende.
Det var ikke stor julehalløj, men nærvær og tid – og netop derfor føltes det så rigtigt. Så rigtigt, at vi allerede har aftalt, at det her skal være en fast tradition. En årlig lørdag, hvor vi tager toget, mødes på Vrå Bryghus og skåler julen ind sammen.
Nogle traditioner opstår, fordi de giver mening. Denne gjorde det fra første stop.