I går aftes var jeg ude at spise med mine kollegaer på CAFE KOX her i Brønderslev. En stille og hyggelig aften, hvor vi fik god mad og – måske endnu vigtigere – lidt ro sammen. Jeg fik deres lækre Fisketapas. Den er virkelig god og lækker og et glas hvidvin til. Helt perfekt.
Snakken faldt naturligt på hele situationen med konkursen. Det fylder jo. Man kunne mærke, at mange stadig er lidt i chok, og det er egentlig ret forståeligt. Det er ikke hver dag, ens arbejdsliv pludselig bliver vendt på hovedet fra den ene dag til den anden.
Men der var også grin, genkendende nik og den der særlige lettelse, der opstår, når man opdager, at man ikke står alene med sine tanker. Det var rart bare at få vendt det hele – uden dagsorden, uden løsninger, bare dele det der er.
Jeg gik derfra med en varm fornemmelse i maven. Nogle gange er det præcis det, man har brug for 🤍
Da jeg kom hjem, ventede der mig et opkald fra en gammel chef. Ikke for noget praktisk – bare for lige at sige, at jeg endelig skulle give lyd, hvis jeg fik brug for det. De stod klar med en virkelig god anbefaling, som jeg kunne tage med videre til nye arbejdspladser.
Hold nu op, hvor blev jeg rørt.
Det mindede mig om, hvor meget et stærkt netværk betyder. Og hvor stor en forskel det gør, når mennesker faktisk har været der for én – rigtigt været der. Det er de relationer, man savner, når tingene bliver svære. Dem, der ser én som mere end bare en medarbejder.
Jeg er dybt taknemmelig. Midt i al usikkerheden er det en kæmpe gave at blive mindet om, at man ikke står alene 🤍