Der er dage, hvor selv vækkeuret virker som om, det konspirerer imod én. I dag var sådan en dag for os. Jeg vågnede, kiggede på uret… og indså, at vi havde sovet over os. Hjernen kørte i panik: “Åh nej, vi er bagud!”
Hele dagen føltes som om, jeg jagtede tiden. Hver opgave, hver besked, hver bevægelse føltes forsinket, som om jeg altid lå et skridt bagud. Det er en underlig følelse – kroppen går, hjernen forsøger at følge med, men alting virker en smule forsinket.
Men midt i kaosset var der en lille trøst: Jeg nåede på job i tide. Manden dog 20 min forsinket. Og hvor var det dejligt, at kunne trække vejret lettet, sætte tasken fra sig og tænke: “Okay, jeg kom frem. Jeg er her nu.” At arbejde tæt på hjemmet gør virkelig en forskel på sådan en dag.