De sidste tre dage har mildest talt ikke været noget at skrive hjem om – og alligevel er det jo lige præcis det, jeg gør nu. Det hele startede med kvalme, som hurtigt blev til opkast. Og ikke bare sådan lidt småskidt i maven, men den der helt gennemgribende følelse af, at kroppen bare siger NEJ TAK til det hele. Samtidig har jeg haft en dunkende hovedpine, som nærmest har siddet fast. Sådan en hovedpine, hvor man bare har lyst til at ligge helt stille i et mørkt rum og ikke forholde sig til noget som helst. Dagene er derfor mest gået med at forsøge at få det bedre. Lidt væske, lidt hvile og ellers bare vente på, at kroppen forhåbentlig snart finder ud af, at den godt må få det normalt igen.
Og så kom i dag… Jeg tog på arbejde. Hvilket jeg allerede nu godt kan se måske ikke var den mest geniale beslutning. Jeg kunne nok godt have brugt en dag mere hjemme i sengen, for jeg er fuldstændig smadret. Hele kroppen føles tung og øm, som om jeg har været til en meget hård træning – uden selv at have bedt om den.