Torsdag blev endnu en af de dage, hvor timerne bare får ben at gå på, og pludselig er det blevet aften, uden man helt forstår, hvordan det skete. Dagene er godt nok lange for tiden. Men sådan en torsdag skulle selvfølgelig også bruges på fodbold med Phoenix og John. Det er jo bare en del af hverdagen, når man har en fodboldglad dreng – og selvom det betyder sene aftener, er det også nogle af de hyggelige stunder, man gerne vil have med.
Men mens drengene var afsted, besluttede Lotus og jeg os for, at vi lige så godt kunne gå i krig derhjemme. Og når vi først går i gang, så går vi altså i gang! Vi fik læsset en masse ting, der havde stået og ventet på at komme videre, og så gik turen på lossepladsen. Det var ikke ligefrem lette ting, vi havde fået samlet sammen, så vi fik da lige brugt nogle muskler, vi ikke vidste, vi havde. Tungt var det – men vi klarede den!
Og efter sådan en omgang var vi hurtigt enige om én ting: Der skulle mad udefra til! Ingen af os havde den store lyst til at stå og kokkerere efter en omgang læsning, løftning og losseplads. Så valget faldt meget passende på pizza fra pizzeriaet. Heldigvis var drengene også helt med på den idé.
Så da de endelig kom sent hjem fra fodbold, kunne vi bare smide os omkring maden og hygge sammen. Ingen madlavning, ingen opvask af gryder og pander – bare pizza og en stille stund sammen efter en lang dag.
Det er måske ikke de store vilde oplevelser, der fylder vores hverdage lige nu. Men det er de her små ting. Fodbold. Losseplads. Ømme arme. Pizza på bordet. Og familien samlet igen sidst på dagen. Og helt ærligt… det er nu meget hyggeligt alligevel.
