I dag var John tidligt oppe og afsted. Han havde en dag med kundebesøg på programmet og skulle rundt på farten, så allerede fra morgenstunden var huset lidt mere stille end normalt.
Jeg må indrømme, at jeg synes, det er helt trist at gå rundt alene i huset, når John ikke er hjemme. Man vænner sig altså hurtigt til at have hinanden omkring sig – også selvom man hver især går og laver sit.
Heldigvis er jeg jo ikke helt alene. Jeg havde hele dyreflokken omkring mig, så der var da både poter, pels og selskab nok. De er nu også gode til at holde én med selskab, selvom de ikke ligefrem svarer, når man snakker til dem.
John var ikke kun på kundebesøg i dag. Han tog også et smut over grænsen, og selvfølgelig kunne han ikke komme hjem derfra uden lidt lækkerier med til os. Sådan en tur bliver altså bare lige lidt bedre, når der kommer lidt ekstra godt med hjem i bilen.
Han havde været tidligt afsted og havde en lang dag, så det var ekstra dejligt, da han endelig kom hjem igen.
Det er egentlig lidt sjovt, hvordan man kan savne et menneske efter bare én dag. Men sådan er det vel, når man er blevet så vant til at have hinanden tæt på. Og så er huset altså bare lidt hyggeligere, når John er hjemme igen.
