Nogle aftener behøver altså ikke indeholde de helt store planer for at være hyggelige. I går aftes fik vi lige ordnet lidt ude i haven, og det er faktisk noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved den her tid på året.
Der blev puslet lidt rundt, ordnet nogle småting, slået græs og kigget på alt det, der stadig mangler at blive gjort. Haven er jo sådan et projekt, der aldrig helt bliver færdigt – men det gør heller ikke så meget. Vi tager lidt ad gangen.
Midt i det hele kom en flink nabo forbi med lidt ukrudtsmiddel til fortovet og indkørslen. Det var lige præcis sådan noget, vi stod og manglede, så det var jo helt perfekt. Det er altså guld værd med gode naboer, der lige tænker på hinanden og kommer forbi med lidt hjælp.
Og selvfølgelig skulle sådan en god gerning fejres ordentligt. Så inden vi fik set os om, sad vi med en kold øl i baren og hyggede lidt. Der er noget særligt over de der spontane små stunder, hvor man egentlig bare lige står og ordner noget praktisk – og pludselig ender aftenen med hyggesnak og en kold øl.
Hvis der er én ting, vi er gode til herhjemme, så er det at give helt almindelige ting meget mere pompøse navne, end de egentlig fortjener. Vi havde allerede nogle skilte rundt omkring i haven, og nu er samlingen blevet udvidet med fire nye. For selvfølgelig skal vores forskellige små områder i haven da have ordentlige navne.
Vi har allerede Tømmerflåden, som er vores overdækkede palleterrasse. Navnet giver måske ikke så meget mening for alle andre, men for os passer det perfekt. Og vi kører jo lidt skibstema på den side af huset. Det er blevet et af de steder, hvor vi ender med at sidde, når vi skal hygge, spise, drikke en kold eller bare være ude uden nødvendigvis at lave noget som helst. Og ja – den er selvfølgelig bygget af paller.
Så har vi Hundeskoven. Det lyder umiddelbart som et kæmpe område med høje træer, natur og fritgående hunde. Virkeligheden er lidt mere beskeden. Det er vores hundegård. Men hundene er ligeglade med navnet. For dem er det bare stedet, hvor man kan rende rundt, snuse, lege og holde øje med alt det spændende, der foregår.
Nu har jeg fået lavet fire nye skilte, så vi kan få sat navn på endnu flere af vores små områder. Vores shelter har fået navnet Skrævet.
Vores køkken-palleterrasse hedder nu Kogeøen. Her foregår en del af vores udendørs madlavning, og når man nu har en terrasse bygget af paller, kan man lige så godt give den et navn, der lyder som en rigtig destination. Velkommen til Kogeøen.
Så er der skuret. Det har altid heddet Røvhullet. Og nej, jeg ved ikke helt, hvorfor det startede. Men når noget først har fået et navn herhjemme, så hænger det ved. Så selvfølgelig skulle skuret også have et officielt skilt. Jeg forestiller mig, at gæster enten kommer til at grine eller se meget forvirrede ud. Begge dele er faktisk helt fint.
Sidst, men bestemt ikke mindst, har vores ilder-løbegård fået navnet Fritteren. Det er nok et af de navne, jeg bedst kan lide. For det er jo præcis det, det er – et sted hvor fritterne kan komme ud og ræse rundt.
Jeg synes faktisk, det gør haven lidt mere personlig. Det er ikke bare en terrasse, et shelter, et skur og en hundegård. Det er vores steder ❤️
Så skete det endelig… Projekt hunde”skoven” er færdig!
Efter en masse timer med hegn, stolper, maling, skruer, trådhegn, ukrudt, grus og en hel masse arbejde, kan vi endelig sætte flueben ved endnu et stort hjemmeprojekt.
Og selvfølgelig skulle det fejres ordentligt!
Der blev hejst flag, og vi dækkede op med røde pølser til både de firbenede og deres mennesker 🌭🐶😂 For når man har knoklet for noget, så skal det også fejres – og hvad er mere dansk end røde pølser og Dannebrog?
Hundene skulle selvfølgelig være de første til at indvie deres nye område, og de var bestemt ikke utilfredse med resultatet. 🐕🐕🐕 Der blev snuset, undersøgt og inspiceret fra ende til anden, mens vi mennesker kunne stå lidt på afstand og nyde synet af et projekt, der endelig er blevet til virkelighed.
Det har været lidt af et projekt, men også virkelig hyggeligt at gå og bygge sammen. Vi har hele tiden kunnet se det tage form, og det er altså en ret fed følelse, når man til sidst kan kigge på det og tænke: “Det har vi selv lavet!” 💪❤️
Nu mangler der kun de sidste småting og lidt hygge, før hundeskoven for alvor er helt, som vi gerne vil have den.
Men i dag nyder vi bare resultatet.
Projekt hunde”skoven” – FÆRDIG! 🥳🇩🇰🦮❤️
Og ja… selvfølgelig blev indvielsen fejret med røde pølser. Det hører sig jo til! 🌭😂
Vores hundegård er lige ved at være færdig, og hvor er det en skøn følelse. Der mangler kun de sidste små detaljer – lidt malerarbejde, et par finpudsninger, og så er den klar til den helt store indvielse. Selvfølgelig skal det fejres med en rød snor, der skal klippes over, og røde pølser til hele banden – både to- og firbenede. Det bliver en fest, vi glæder os til.
Sommerferien er for alvor skudt i gang, og dagen startede præcis, som en feriemorgen bør. Morgenmad på sengen… eller rettere sagt i shelteret. Æg og bacon smager bare lidt bedre, når man vågner op til fuglesang og frisk luft. Vi sov længe og nød en stille og rolig morgen, uden at skulle skynde os nogen steder.
Vejret viste sig ikke fra sin bedste side i dag. Regnen kiggede forbi indimellem, men det skulle ikke stoppe os. Vi fortsatte arbejdet og fik trukket det sidste hegn og banket det godt fast og gravet det under jorden. Endnu et stort skridt tættere på målet.
Screenshot
Der blev også tid til hygge undervejs. Et lille bål, et glas rødvin mellem bygerne og gode pauser, hvor vi bare nød øjeblikket. Det er ofte de små stunder, der gør dagen helt særlig.
Vi fik fixet den grimme gamle terrassedør. Lidt maling og nyt træ. Nu er den næsten så god som ny igen.
Nu er vi trukket indenfor, hvor der dufter dejligt fra køkkenet. Menuen står på mørbradgryde, og bagefter tror jeg, sofaen bliver dagens sidste projekt. En dag med lidt af det hele – arbejde, hygge, god mad og ferie i præcis det tempo, vi holder allermest af.
Efter en lang arbejdsdag gik turen direkte hjem – eller næsten. Vi drønede nemlig lige forbi Jem & Fix for at hente trådhegn til hundegården. Nu var der ingen undskyldninger længere. Det skulle bare op!
Vi fik sat omkring halvdelen af trådhegnet på i går aftes, og hold nu op, hvor begynder det bare at ligne noget. Det er så fedt, når man når til det punkt i et projekt, hvor man virkelig kan se resultatet tage form. Alle timerne og alt arbejdet begynder pludselig at give mening.
Planen for i aften er at få den nederste del af hegnet monteret og gravet ned under niveau. Når det er gjort, mangler vi faktisk kun at lave døren – og så er hundegården klar til sin allerførste indvielse.
Jeg glæder mig helt vildt til den dag, hvor hundene kan løbe rundt derude og nyde deres nye område. Det bliver skønt at kunne åbne døren og vide, at de har masser af plads til at lege og snuse rundt i trygge omgivelser.
Det er utroligt, hvor meget glæde et gør-det-selv-projekt kan give. Selvom man er træt efter arbejde, er det alle anstrengelserne værd, når man kan se, hvor langt man er kommet.
Nu starter ferien, og jeg glæder mig til forhåbentlig mange hyggelige timer hjemme, flere projekter der kan krydses af listen, tid med familien og selvfølgelig masser af tid sammen med hundene. 🐶❤️
Nu krydser vi fingre for godt vejr, så vi kan få hundegården helt færdig og snart kan holde den store indvielse. Jeg kan næsten ikke vente med at vise jer det færdige resultat! ☀️