DHL Stafetten i Aalborg – 5 km, grin og fællesskab

I dag stod den på DHL Stafetten i Aalborg sammen med en masse af mine gode kolleger fra CUBIC.

De brune trøjer var fundet frem og selvfølgelig med CUBIC på ryggen, så vi var ikke til at tage fejl af. Så var vi ellers klar til en hyggelig aften, hvor vi både skulle støtte en god sag, få lidt motion og ikke mindst lære hinanden endnu bedre at kende.

Jeg synes faktisk, det er noget af det bedste ved sådan nogle arrangementer, når man er ny på en arbejdsplads. Man møder hinanden på en helt anden måde. Her er der plads til grin, snak og lidt mere afslappet hygge – og det er altså en rigtig god måde at blive rystet sammen på. Og ja… 5 kilometer kom der også i benene! Det er måske ikke verdens længste distance, men efterfølgende føltes det nu meget godt at have gennemført.

Vejret var heldigvis med os, stemningen var høj, og der blev grinet en masse. Bagefter ventede der god mad og drikke i teltet, hvor vi kunne sidde sammen og nyde aftenen.

Så alt i alt en virkelig dejlig aften med motion, kolleger, fællesskab, god mad og en god sag at støtte.

Det er lige præcis sådan nogle oplevelser, der gør det lidt nemmere at finde sin plads, når man er ny – og jeg er glad for, at jeg var med.

5 km i benene, masser af grin i maven og en rigtig god aften i bagagen.

Et vigtigt og positivt møde

I går eftermiddag havde vi besøg hjemme hos os. Det var et vigtigt møde, og heldigvis gik det rigtig godt.

Det betyder meget for os, at alt ser godt ud fra vores side af, og at vi føler os hørt og mødt på en god måde. Det var et positivt møde med en god stemning, hvor fokus hele tiden var det rigtige sted.

Noget af det, vi er mest taknemmelige for, er, at vi kan stå sammen om tingene. Det føles stærkt og trygt, at vi kan samarbejde og støtte hinanden på den måde. Selvom situationen ikke altid er nem, er det dejligt at mærke, at vi kan samles omkring det vigtigste.

Vi håber nu, at mødet kan være med til at skabe lidt mere fremdrift, så der kommer ryk i tingene inden sommerferien. Det ville betyde rigtig meget for os alle sammen.

Projektet er færdigt 💪♥️ Weekendliv på Tømmerflåden – med unge gæster og nabohygge

Denne weekend fik vi endelig indviet vores palleterrasse – eller som vi ynder at kalde den med et glimt i øjet: Tømmerflåden. Vi blev først færdige med at male lørdag eftermiddag og den nåede at tørre til om aftenen.

Vi sad ude i solen, nød lidt ro, vores bål, lidt snak og bare det at være hjemme i vores lille grønne oase midt i gaden. Samtidig holdt naboerne også fest 🎉Det skal der også være plads til.

Det skabte selvfølgelig liv på gaden, og det var virkelig hyggeligt. De unge kom dryssende i små grupper, nogle kiggede nysgerrigt over hækken – og flere af dem smuttede faktisk lige ind forbi os gamle (tuller-)mennesker i nr. 7 for en lille sludder og et smil. Det var så fint. Vi fik ønsket fødselaren tillykke og mærkede lidt af den gode energi, der følger med sådan en særlig dag.

Vi elsker, når der er liv på gaden. Det gør noget godt, når aldersgrupper mødes på kryds og tværs – og når der er plads til både unge og lidt mere modne sjæle på samme vej.

Må der komme mange flere weekender som denne 🌞

Og en endnu bedre nyhed er, at min kære fætter, der var indlagt på sygehuset, er kommet hjem ♥♥♥