Lørdag den 30/5 fyldte jeg 45 år 🎉

Dagen startede helt roligt og med et lille ekstra punkt på programmet – vi fik også lige krydset “åbent hus” på mit nye arbejde af om formiddagen. En god måde at starte dagen på, og lidt specielt at blande arbejde og fødselsdag på den måde.

Resten af dagen stod i hyggens tegn hjemme. Der blev lavet mad til den helt store guldmedalje – mørbradgryde og flødebollekage til dessert 😋

Huset var fyldt med liv og mennesker jeg holder af. Alle ungerne var hjemme, svigerbørnene kom forbi, mine forældre og min søster var der også – og Birthe kom også, hvilket gjorde mig ekstra glad. Det er virkelig længe siden vi har set hinanden, og hun har aldrig været i vores nye hjem før, så det var helt særligt at kunne dele det med hende.

Alt i alt en virkelig dejlig dag fyldt med nærvær, god mad, grin og varme øjeblikke ❤️

Løsslupne heste, ny ønskebrønd og fødselsdagsfest

Sikke en dag i går. Det var jo mellemstebarnets fødselsdag. Dagen startede dejligt som den skulle, men blev ringet op ved 14-tiden, af mellemstebarnet, at hestene var rendt ud! SHIT! Gode råd var dyre!? Jeg sprang i bilen og kørte hjemover, men anede ikke hvem jeg kunne ringe til. Det blev min eksmand der blev min redning. Han trådte til og hjalp med at hente hestene hjem igen nede fra naboen. Det er jeg meget taknemlig over. Hvad kunne der ikke være gået galt, hvis de var rendt ud foran en bil. Godt der ikke skete noget med nogen eller hestene. Og hvordan de slap ud, det snakker vi ikke højt om. Vigtigst er, at de er inde igen i deres fold.

Til aften havde mellemstebarnet bestilt pizza fra Alanya og vi lavede pommesfrittes dertil i vores nyindkøbte frituregryde (ønskebrønd). NØJ, hvor blev de fritter gode! Vi så lidt tegnefilm indtil gæsterne kom. Reservebedstere og ungernes far kom forbi til aftenskaffe, kage og boller. Det var bare rigtig hyggeligt. Lotus havde en dejlig dag – det siger hun i hvert fald selv! og fik mange gode gaver.