Efterårsferien i år var helt speciel – alle ungerne var hjemme, og det gav en dejlig mulighed for at nyde tid sammen som familie. Lotus havde desuden både sin kæreste og en veninde med kæreste på overnatning, så huset summede af liv og latter.












En af feriens højdepunkter var helt klart vores tur op til Saksager for at hente græskar. Vejret var fantastisk, og det var en fornøjelse at se, hvor mange fine og store græskar de havde deroppe. Tilbage derhjemme fik vi skåret dem ud og hygget med dem i solskinnet – der er noget helt særligt ved at sidde sammen med familien og kreere sine egne Halloween-græskar.







Mandag aften stod den på en sjov og underholdende oplevelse med “Den Sorte Kylling” show i Aalborg sammen med de gamle kollegaer fra DMT. Det var skønt at grine sammen og få lidt ekstra liv og energi ind i ferien.

Udover det har vi også haft masser af hyggelige gåture og små shoppingture, som bare gør efterårsferien ekstra dejlig. Arbejdet har dog også kaldt på mig både i dag og i morgen, men det er heldigvis muligt at arbejde hjemmefra i mit nye lille hjemmekontor. Ungerne kom hjem til deres far i går aftes. Så nu står den på to dages kvalitetstid derude sammen.
Alt i alt har efterårsferien været fyldt med smil, solskin og skønne stunder sammen med dem, jeg holder af mest.