Der er perioder, hvor noget forandrer sig. Ikke pludseligt, men stille — som om glæden og energien langsomt siver ud mellem fingrene.
Det begynder ofte med små ting. En oplevelse af at stå lidt udenfor. En stemning, man ikke helt kan finde ind i. En situation, hvor man opdager, at man ikke var en del af fællesskabet, som man troede.
Det lyder banalt, men det er det ikke. For arbejdsglæde handler sjældent kun om opgaverne — den handler om menneskerne omkring os.
Om at føle sig inkluderet, set og værdsat. Når den følelse bliver svækket, er det, som om noget helt fundamentalt rykker sig.
Jeg har haft nogle dage, hvor jeg har mærket den sorg tydeligt.
En blanding af skuffelse, frustration og træthed.
Det er svært at forklare, for udadtil ser alt jo fint ud.
Men indeni føles det som en lille revne, der bliver større for hver gang man prøver at børste den væk i stedet for at tale om den.
Jeg forsøgte at sige det højt. At fortælle, at jeg faktisk var ked af det.
Det krævede mere mod, end jeg troede.
Men nogle gange bliver ærlighed mødt af tavshed — og det er næsten det værste.
Ikke vrede, ikke konfrontation, bare… ingenting.
Og så står man dér og mærker, at man ikke kan blive ved med at være den samme i et miljø, der ikke føles trygt længere.
Man begynder at tvivle på sig selv, selvom man godt ved, at det ikke er én selv, der har ændret sig.
Jeg skriver ikke det her for at udpege nogen.
Jeg skriver det, fordi jeg tror, mange går med den samme følelse.
Den stille erkendelse af, at man har mistet noget vigtigt — og ikke helt ved, hvordan man får det tilbage.
Måske er første skridt bare at sige det højt!
Og håbe, at nogen lytter.
Heldigvis kom Chili og Noah uanmeldt forbi med en fødselsdagsgave til John og lige var der et par timer efter job. De fik humøret lidt frem igen. Kæft jeg elsker mine mennesker omkring mig.
