Mandag aften blev en af de der aftener, hvor hverdagen lige får et lille ekstra løft

Vi var først ude for at hente en ny cykel til mindste-manden – en rigtig fin, større cykel med masser af gear. Vi glæder os helt vildt til at vise ham den, når han kommer hjem, og se hans reaktion.

Efter cykelturen havde John planlagt en overraskelse til mig. Vi skulle ud og spise, bare os to, hvilket i sig selv var en gave i en travl hverdag.

Vi endte på Suzumi i Aalborg, og det blev en virkelig god oplevelse. Vi fik det lækreste sushi og en dessert, der lige rundede aftenen af på den helt rigtige måde.

Det er bestemt ikke sidste gang, vi besøger Suzumi – det sted skal vi helt sikkert tilbage til.

Sygdom, penicillin og en bil der bestod syn

De sidste to dage har jeg været helt slået ud af en urinvejeinfektion. Jeg har haft virkelig ondt, feber og den der helt forfærdelige, groggy fornemmelse, hvor man nærmest bare eksisterer fra sofa til seng. Det er længe siden, jeg har været så dårlig, og det har virkelig sat mig ud af spillet.

Heldigvis kom jeg hurtigt på penicillin, og det begynder heldigvis at virke. Jeg er tilbage på arbejde i dag, selvom jeg må indrømme, at jeg stadig ikke er helt mig selv. Kroppen er træt, og energien er ikke helt tilbage endnu, men det går heldigvis den rigtige vej.

Midt i sygdommen var der dog også en lille positiv ting. John fik bilen kørt til syn i går, og den gik igennem helt uden anmærkninger. Det var en dejlig lettelse, for man ved jo aldrig helt, hvad der dukker op, når bilen skal synes.

Nu håber jeg bare, at penicillinen får bugt med det sidste, så jeg snart er helt på toppen igen. Indtil da tager jeg én dag ad gangen og glæder mig over, at det trods alt går fremad.