Tour De Egholm

Vi tog afsted ved en 10-tiden sammen med Chili, Noah og Phoenix. Trækvognen var pakket godt og grundigt: grill, pølser og brød – alt hvad der skulle til for en hyggelig dag i det fri. Planen var enkel: ud i naturen, være sammen og nyde sommeren.

Da vi ankom til Egholm omkring kl. 10, var vejret faktisk helt perfekt. Det var overskyet, og der var en behagelig brise i luften. Vi tog turen ud til trolden Pil Tusindtunge, som altid er et hit.

Midt på øen fandt vi et dejligt spot, hvor grillen blev tændt, og vi lavede hotdogs i det fri.

Solen brød igennemover middag, og hedebølgen meldte sin ankomst for alvor. Pyha – så bliver det hurtigt lidt for varmt til at gå lange ture rundt, så vi nød bare tempoet og tog det stille og roligt.

På vejen hjem tog Phoenix en hurtig, forfriskende dukkert i friluftsbadet på fastlandet – lige hvad der skulle til for at blive kølet ned igen.

Da vi kom hjem, havde mindstemanden stadig masser af energi. Han fik lokket os med ud at cykle, og vi endte med at trille ned og handle ind til aftensmad. Selvfølgelig skulle der også en is til – en velfortjent én af slagsen.

Hjemme igen blev der tændt op i grillen, pakket ungernes ting og gjort klar til næste kapitel. Nu gik turen videre hjem til deres far til første uge af sommerferien.

Vi andre bliver her lidt endnu og nyder roen – og minderne fra en helt særlig sommerdag på Egholm.

En dag på Grønhøj Strand med en lille vind i sejlene

Vi har haft fornøjelsen af at indgå et samarbejde med Dragebutikken, hvor vi har fået tilsendt nogle virkelig fine drager vi skulle prøve. Allerede da pakken landede, var der stor begejstring hjemme hos os – for det her er noget, der taler direkte ind i både nostalgi og ren sommerglæde.

Barndomsminder og nye oplevelser

Som barn byggede vi jo selv drager og kan stadig huske følelsen af at stå med snoren i hånden, mens vinden langsomt fik dragerne til at lette.

Det var derfor helt oplagt, at vores børn også skulle have lov til at prøve kræfter med det. De samme oplevelser – bare i en lettere og mere moderne version.

Turen gik til Grønhøj Strand

Valget faldt naturligt på Grønhøj Strand – vores strand, når vi har campingvognen med. En dag med masser af sol og varme, og desværre ikke alt for meget vind i sejlene – så ikke det perfekte forhold til drageflyvning.

Let at komme i luften – også for begyndere

Vi testede nogle af Dragebutikkens Wikz Delta Core og Wikz MyDesign drager. Den lille var virkelig nem at få i luften, selv for børn, der prøver det for første gang. Og så var det ekstra sjovt at man kunne male sin drage inden med det tilhørende maling og pensel. Genialt! Trick dragen kræver lidt mere vind og øvelse. Men vi glæder os til næste gang vi skal afsted – så tror jeg vi fanger fidusen 💪

En oplevelse vi gerne gentager

Det blev en dag fyldt med grin, vind i håret og masser af tid ude på stranden. Lækker mad tilberedt i campingvognen og dagens sidste stråler fik vi med.

Og det er bestemt ikke sidste gang, vi tager dragerne med på stranden. De er nu en fast inventar i campingvognen.

Indlægget er lavet som et samarbejde med Dragebutikken.

En dag med lidt af det hele

Dagen startede på arbejde, hvor vi hyggede med lækkert smørrebrød i anledning af, at sommerferien står for døren på mit nye job. En rigtig fin måde at ønske hinanden en god sommer på.

Efter arbejde kiggede vi lige forbi naboerne, som havde inviteret på en øl og en sodavand. Det var hyggeligt lige at få ønsket god sommer, inden vi drog videre.

Herefter gik turen til stranden, hvor Chili og Noah også var med. Kort efter mødtes vi med vores gode venner Kristina og Thomas. Selvom vejret ikke var helt så fantastisk som længere inde i landet, var det stadig skønt at komme ned til vandet. Vi fik både badet og slappet af i solen.

Da sulten meldte sig, hentede vi pizza, som vi nød på stranden i Saltum. Det kan altså bare noget at spise aftensmad med udsigt til havet.

På vejen hjem tog vi et smut forbi mormor og morfar. Her fik vi smagt lidt af de lækre sager fra køkkenhaven, og vi nød et dejligt koldt glas rosévin, inden turen gik videre mod Brønderslev.

Men dagen var langt fra slut…

Da vi kom hjem, ventede en lille overraskelse. Vores kat MisMiv havde født en enkelt lille killing under baren på terrassen. En lille sund og ret tyk lille hankat lå der og kiggede op på os. Sikke en fantastisk afslutning på en dag.

Burgere, bold og en masse vand – skøn afslutning!

I går havde vi en rigtig skøn afslutning på sæsonen med fodboldholdet for mindstemanden i Klokkerholm.

Vi mødtes i dejligt varmt sommervejr. Grillen blev tændt, og der blev lavet hjemmelavede burgere og pommes frites – og det smagte bare ekstra godt i godt selskab og under åben himmel.

Efter maden gik det hele hurtigt over i ren sommerstemning og leg. Der blev nemlig lavet vandkamp, og ungerne morede sig helt vildt. Der blev løbet rundt, grinet og sprøjtet vand til den helt store guldmedalje, og de endte alle sammen drivvåde.

En god afslutning på en god sæson!

Sommeren er endelig kommet

Sikke en dag vi havde i går.

Vejret var varmt. Næsten for varmt. Men vi må jo ikke klage, for sommeren er endelig kommet til Danmark, og hvor har vi ventet på den. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det hele føltes lidt mere afslappet og sommerligt.

Vores mellemste havde været afsted i Fårup Sommerland med sin klasse. Hun havde selv stået for provianten og bagt både pølsehorn og pizzasnegle til sig selv og kæresten. Køletasken var pakket og klar fra morgenstunden, og da jeg så hende afsted med det hele, slog det mig endnu en gang, hvor hurtigt børn bliver store. Det føles ikke længe siden, at vi selv pakkede tasken for hende.

Da arbejdsdagen var slut, handlede vi ind til grillaften. Mellemstebarnet ville først komme hjem senere, så vi havde god tid til at få købt ind og gjort klar til en hyggelig aften.

I løbet af eftermiddagen kiggede den store datter og svigersønnen forbi. De lånte Fiaten til en tur til stranden, og det var så hyggeligt lige at se dem et øjeblik. Samtidig fik vi også ønsket stort tillykke med de flotte karakterer, hun har fået på gymnasiet. Efter sommerferien venter 3.G, og det er svært ikke at være lidt stolt.

Som om det ikke var nok med store milepæle, er mellemstebarnet også færdig med 9. klasse og skal videre på nye eventyr efter sommerferien. Det er en spændende tid med mange forandringer, og nogle gange føles det næsten som om, at børnene udvikler sig hurtigere, end man kan følge med til.

Og så er der mindstemanden, som efter sommerferien skal begynde i 2. klasse. Han glæder sig og tager det hele med godt mod. Det er dejligt at se.

Når man ser på det hele samlet, sker der godt nok mange vilde ting på én gang. Børnene bliver større, nye kapitler begynder, og livet bevæger sig fremad i et tempo, der nogle gange tager pusten fra en.

Men i går, med sommervarmen, grillmad på menuen og børnene samlet omkring os – om end kun for en stund – blev vi mindet om, hvor heldige vi egentlig er.