I dag søndag gik vi en lille tur ud i nabolaget for at kigge på en landejendom, der er til salg. Den ligger lige her i nærheden – og nøj, hvor kunne jeg altså godt bo der.
Det var én af de der ejendomme, hvor man bare med det samme mærker roen. Pladsen. Lyset. Høj himmel og højt til loftet. Her kunne man have en hest igen (ja, det kildrer lidt bare at skrive det), og der er rigeligt med albuerum uden at det føles uoverskueligt. Ikke en kæmpe gård – bare lige tilpas. Lige præcis sådan et sted, man kunne forestille sig at bo, også når man bliver gammel.
Der var dog et lille minus: der manglede et værelse. Men det er jo noget, man nok kunne løse. Bygge til, bygge om. Og på en stille dag kunne man godt høre motorvejen i det fjerne – en svag susen, der ligger som en påmindelse om, at civilisationen stadig er tæt på.
Men altså. Jeg er solgt.
Det er som om mit hoved allerede er i gang med at flytte ind. Indretter stalden, planter frugttræer, finder gamle møbler frem, der vil passe perfekt ind. Det hele føltes bare… rigtigt.
Drømmen – den spirer 🌱
Men… jeg har desværre et hus, der først skal sælges eller udlejes, før drømmen kan få vinger. Så lige nu er det lidt som at have forelsket sig i noget, man ikke helt kan få – endnu.
Men drømmen er plantet. Og jeg er solgt.
Nu må tiden vise, om det bare bliver ved tanken – eller om livet en dag bringer os netop derud, hvor luften er lidt klarere og himlen lidt højere.