En søndag i genbrugens tegn

Søndagen startede med gråt og vådt vejr, så vi tænkte, at det var oplagt at udnytte det til en lille køretur i stedet for at sidde indenfor. Målet blev genbrugsbutikkerne – for dem kan vi aldrig få nok af!

Første stop var Arentsminde Genbrug, som altid er et hit hos os. Her fandt vi virkelig mange gode ting i deres skatkammer, og personalet var så søde at anbefale os at køre lidt længere ud til Fjerritslev Genbrug. Og hold da magle – sikke et sted! Det var stort, fyldt med spændende ting, og vi brugte lang tid på at gå på opdagelse. Det var bestemt turen værd.

Efter genbrugskuppene trængte vi til lidt frokost, og vi valgte et hyggeligt lille pizzeria i Fjerritslev. Vi nød at kunne sidde ude under tag på deres terrasse og kigge ud over byen, mens vi fik noget lækkert mad i maven.

Selvom vejret ikke var det bedste, blev det alligevel en dejlig dag med nye fund, hyggelige oplevelser og god stemning.

En lørdag fyldt med hygge, softice og strand

Lørdag startede med, at ungerne skulle til fødselsdag hos deres farmor i Sæby. De blev gjort klar tidligt, så deres far kunne hente dem og køre afsted. John og jeg satte kurs mod Aalborg for at prøve det nye streetfood-sted i Friis – og sikke en oplevelse! Maden var virkelig god, og stemningen hyggelig. Men vi blev hurtigt enige om, at byens stress og jag ikke er noget for os. Alt for mange mennesker og biler overalt, og jeg magter simpelthen ikke at være der ret længe ad gangen.

Derfor kørte vi videre mod Blokhus, hvor vi havde udset os det nyåbnede Isværket. Det var helt klart køreturen værd! De serverer billig softice – og ikke bare det, den er endda lavet af fløde fra Vebbestrup. En lille softice kostede kun 23 kr., men jeg kunne slet ikke spise den op! Den store kostede 29 kr., og John måtte også opgive halvvejs.

Efter den søde pause kørte vi ned til stranden, hvor vi satte os og nød det gode vejr, snakkede og slappede af. Det var virkelig dejligt at sidde der i roen og bare nyde udsigten. Vi rundede også “genbrugsen” i Kaas, og til vores store overraskelse var det store Kræmmerland lukket?! Det var flyttet op til Hune, ind i skulpturparken! Ej, hvor var det fesent og priserne var skruet helt i vejret. Det var meget retro. Det er ikke lige os. Så der kommer vi nok ikke op igen.

Vi nåede lige hjem, da ungerne kom tilbage fra festen. Senere tog vi en tur over på Buen for at hygge og fik endda en masse gratis brænde med hjem – noget, vi helt sikkert får glæde af i den kommende tid.

Chili og Noah kom med ungernes far hjem til os. De havde udset sig Fiaten og lånte den til en tur på stranden. Det var jo oplagt at udnytte, at Chili endelig er blevet 18 og må køre alene!

Da de kom hjem, hjalp de hurtigt med at slæbe brænde ind, og jeg fik kørt dem til banegården, så de kunne komme hjem. Det var rigtig hyggeligt, at de lige kiggede forbi. Vi havde ikke fået noget aftensmad, så John diskede op med en rejemad og hvidvin til fruen her, da jeg kom hjem fra køreturen med de unge mennesker. Så lækker en afslutning, på en god dag.

En dejlig lørdag med god mad, søde børn, strand og masser af hygge – sådan skal en weekend være!