Chili forstår da at forskrække sine forældre. Som skrevet tidligere i dag, i et indlæg, besvimede Chili i morges mens vi var ved at sætte hår. Så gik turen ellers til egen læge kl. 9 og så blev vi sendt på sygehuset på akut modtagelsen med beskeden om indlæggelse. 
Chili blev undersøgt, målt og vejret – og heldigvis kunne de ikke finde noget på hende. Det eneste vi kan gøre er at holde øje med hende og får hun et anfald igen – så kunne det tyde på epilepsi og så vil de først der, begynde udredning deraf. Ingen grund til at sætte himmel og hav i bevægelse for et enkelt tilfælde. Men puha, sikke en forskrækkelse – det må jeg nok sige. Det har godt nok været en rutsjebane tur denne dag. John kom hjem og var stadig syg fra job, og så skulle vi af sted på sygehuset med Chili. Vi har vagten i klubben i aften og den blev da godt nok lige sat på standby. Det var den næsten også i forvejen – for nu hvor John er syg og dem jeg skal stå med dernede først kommer senere eller måske ikke, hvis det trækker ud, så var det ikke så smart at stå ene kvinde med så mange børn med et spædbarn på armen. Men det løste sig med en god kammerat fra Ørum, der sprang til som erstatning for John – og så røg vi jo på sygehuset med beskeden om indlæggelse. Så måtte jeg skrive at jeg ikke kunne komme og stå vagt. Det er så ikke så nemt at få folk til at dække ind med så kort varsel, åbenbart. Men nu tager jeg derned i aften, så må John hænge i og se efter Fønne og håbe på Fønne sover godt i aften, når John har ham, selvom han er syg. Ja, I fornemmer nok en lille snert af bitterhed, det er heller ikke helt ved siden af. Mor er ikke sur – mor er skuffet. Er dog glad for vores pige er ok og så krydser vi bare fingre for det her var et enkelt tilfælde. Det nager mig dog utroligt meget, at de ikke kan sige hvad der har gjort hun faldt om?
Så blev man 36…
Uh, jeg synes godt nok det tal er svært at fordøje. 36! Jeg er 36?!? Godt man stadig føler sig om en på 16. thi hi. Desværre havde vi skrantet lidt herhjemme med en ordentlig omgang snot. Jeg var den der var mindst ramt, heldigvis – men John har faktisk været syg siden i fredags og fik det bare værre og værre. Snot, ondt i halsen og feber og rundede af med kvalme. Ikke så sjovt, men jeg fik da nogle dejlige gaver, trods jeg ikke blev fejret. Naboerne var søde og bød på kaffe og en kold og jeg fik de sødeste øreringe af dem. Dem er jeg virkelig glade for. Af pigerne fik jeg to pyntehøns til haven i metal. De er virkelig sjove og dekorative. Af far fik jeg ukrudtsmiddel og en billet til Løkken Koncerten og penge af min søster. Så må vi se om jeg får brugt billetten – har jo ikke rigtig nogen, at følges med. Men så må jeg se om jeg kan afsætte den inden koncerten. Af John fik jeg et par virkelig fede løbesko. Jeg er så glad for alle de fine ting.
Keld blev også 2 år her den 28. maj. Mors store bøf. Det er jo ikke til at fatte han allerede er 2 år og bare så dejlig.
Fik noget af en forskrækkelse af til morgen. Mens jeg stod og satte fint hår på Chili faldt hun pludselig om og lige ned i vaskekurvene på badeværelset og videre ned på fliserne. Hun var helt væk og rystede. Hold nu op jeg blev bange. Fik hende hurtigt hen og ligge og noget koldt på panden. Fødderne op og så ellers råbt til Lotus at hun skulle hente min mobil. Hun rystede og vendte det hvide ud af øjnene. Det hele gik så stærkt og få sekunder senere (som føltes som minutter) kom hun til sig selv igen og havde virkelig ondt i hovedet og kvalme. Hun fik kastet lidt op. Hun er nu hjemme ved mig – hun har det ok – men jeg vil gerne lige have snakket med lægen her kl. 8 om det er noget, der skal kigges på. Jeg døjede jo selv med dette da jeg var barn -men det var mere i påvirkning af hvis der var blod i nærheden – altså psykisk. Det her kom ud af det blå – uden forvarsel. Det skræmte mig godt nok.