Sundhedsplejerskens notater…

22-04-2010

Lotus er i super flot trivsel.

Hun ammes udelukkende og melder sig ca. hver 4. time om dagen. Hyppigere om aftenen. Er kun vågen en enkelt gang om natten og et par enkelte gange har hun sovet igennem.

Ved undersøgelsen findes symmetriske ballefurer og ens benlængde. Fontanelle og kraniefacon er perfekt.

Vægt: 4500 gram – Længde 54 cm – Hoved: 38


14-04-2010

Tillykke med en skøn lillesøster. Mor fortæller om en normal graviditet og fødsel. Er født ambulant og blev udskrevet 3 timer efter fødslen.

Lotus ammes og mor fortæller at mælken løb til efter ca 4 døgn. Har haft lidt mælkemave, hvor hun var lidt urolig, hvilket er bedret. Melder sig til måltiderne hv.3-4 time, tager en lidt længere lur sidst på eftermiddagen. Er en anelse under fødselsvægten, hvilket er helt normalt. Kontrolvejning om 1 uge. Vandladning og remouladefarvet afføring.

Ved undersøgelsen ses en pige med normale reflekser og tonus. Fine farver. Protesterer relevant på undersøgelsen. Obs lille benlængdeforskel. Navlen er faldet af fint. Talt om lejring under søvn, vær opmærksom på variation for at forebygge skævt kranie.

Vægt: 4250 gram – Længde 53 cm – Hoved: 37


09-04-2010

Mor ringer og fortæller, at det går fint med lillepigen. Hun sutter fint, ca. hveranden time. Mor holder øje med gode våde bleer, og at afføringen bliver mere remouladefarvet. Informerer mor om, at hun må ringe til barselsafdelingen eller vagtlægen her i weekeenden, ellers er vi her igen mandag morgen. Besøg 14/4 2010 klokken 9.30 af egen sundhedsplejerske.

Vægt: 4380 gram – Længde 53 cm – Hoved: 36

Lotus og mor alene hjemme..

I dag skulle John starte på arbejde igen. Det er gået så fint med at få tøserne op og i tøjet. Lotus og jeg vågnede lidt i syv og vi fik fodret Lotus af. Så vågnede Chili og vi lå alle tre og hyggede inde i mor og fars seng til Lotus blev færdig. Derefter fik vi mig selv og Chili i tøjet og Lotus lå og hyggede sig med at kigge på. Det gik så fint. Så gik vi alle tre ned og fik morgenmad – gik også bare så fint.

7.45 var vi klar til at hoppe i bilen og køre ned mod dagplejen. Jonna havde to gaver til os. 1 med noget rigtig sødt hjemmestrikket tøj til Lotus og 1 med noget Name-It tøj. Virkelig sødt af hende. Vi stod og snakkede lidt og pludselig sov Lotus. Det udnyttede jeg lige ved at smutte op til købmanden og fik købt lidt saft og ellers hvad jeg manglede. Fik lidt sladder fra de lokale og så gik turen hjem igen.

Jeg fik stillet Lotus ud og sove i barnevognen og har ellers kløet på med at få ryddet op, støvsuget og vasket gulve. Sundshedsplejersken kommer jo her senere. Sikke meget man kan nå på under 2 timer! Effektivt må man sige! smiley