Vi havde planlagt en frokost i det “grønne”. Sådan en rigtig hyggelig én med bål og snobrød.
Vi pakkede dej og pølser, trak huerne godt ned over ørerne og tog afsted sammen med ungerne og den ene svigersøn, som tappert mødte op uden helt at vide, hvad han havde sagt ja til. Der er noget særligt ved at stå midt i snevejr og pakke mad ud – man føler sig enten meget sej eller en smule tosset. Måske begge dele.
Bålet blev hurtigt dagens samlingspunkt. Den slags varme, der ikke bare varmer hænderne, men også tempoet helt ned. Vi stod tæt omkring flammerne, vendte pølser, snurrede dej om pinde og prøvede at finde den perfekte afstand til ilden – tæt nok på til ikke at fryse, men ikke så tæt at snobrødet blev sort på tre sekunder.
Da vi pakkede sammen igen, lugtede alt af røg, og kinderne var røde af kulde og varme på samme tid.
Nogle gange skal der bare et bål, lidt sne og gode mennesker til.